Sådan husker du dine drømme

Alle mennesker drømmer hver nat i cirka 2 timer – så hvis du ikke kan huske dine drømme, er det ikke, fordi du ikke har nogen. De kommer hver nat, og der er masser af dem.

Sådan husker du dine drømme

Vil du gerne huske dine drømme, er det min erfaring, at det bedste du kan gøre, er at give energi til dit ønske om at huske drømmene. Det kan du fx gøre helt konkret ved at lægge papir og pen klar ved siden af sengen, så du er klar til at skrive ned, hvis der skulle melde sig blot den mindste smule drøm. Inden du lægger dig til at sove, så kig på papiret og pennen, og mind dig selv om, at du gerne vil huske en drøm og skrive den ned.

For langt de fleste går der højst tre dage, efter de har sat fokus på drømmene på den måde, før den første drøm melder sig på banen.

Du kan intensivere arbejdet med at få kontakt til dine drømme ved at beslutte dig for, at du UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER skriver det, du kan huske, ned hver morgen. Dvs. du forsøger at træne at mærke efter i dig selv, så snart du vågner. Hvis der ikke er deciderede drømmebilleder eller drømmetanker a la: “Der var vist et eller andet med en mand, tror jeg”, så mærk efter, hvad der ellers er: Hvordan føles det i din krop – og ikke mindst: Hvilken stemning er du i? Hvilke følelser er der i dig?

For nogle er det en hjælp at blive liggende i den position, man vågner i, for at huske (den sidste af de) drømme, man har haft. Nogle oplever, at drømmen forsvinder, så snart de bevæger sig. Selv kan jeg nogle gange have det omvendt – det er, når jeg står op og bevæger mig lidt rundt, at der pludselig dukker drømmebilleder op.

Er eller kommer der blot den mindste drømmerest, fx i form af en stemning, en kropsfornemmelse, et billede, en situation eller andet, så skriv den ned. Beskriv det, du kan huske, så detaljeret og grundigt som muligt – alle former for sansninger, følelser, stemninger, tanker, farver, steder, mennesker, emner mv. du overhovedet kan komme i tanke om. Det gælder som sagt om at give energi til dit ønske om at huske dine drømme, og det kan du blandt andet gøre ved at tage imod alt, hvad du kan huske, med kyshånd.

Senere, når du kan huske 3-4-5 drømme fra hver nat, kan du nøjes med stikord 🙂

God fornøjelse!

Skriv et svar