En rød rose ved vi alle, hvad symboliserer – ikke?
Roser har selvfølgelig at gøre med kærlighed, især hvis de er røde. Så hvis en rød rose optræder i en drøm, må det da være et symbol på kærlighed.
Det er i hver fald en mulighed.
Det kan også være, at drømmeren er blomsterarrangør og har arbejdet med røde roser hele dagen – så meget at de røde roser hænger ham ud af halsen.
Eller drømmeren er engageret socialdemokrat, så rosen mere handler om kærligheden til partiet og sagen end kærligheden mellem individer.
Eller drømmeren er en tidligere socialdemokrat, som efter en årrække har arbejdet for partiet, men nu forladt det – i bitterhed måske – eller i fred og tilfreds med sit veludførte arbejde?
Eller drømmeren er litteraturstuderende og har dagen op til drømme fordybet sig i dekonstruktivistiske læsninger af rosen som symbol…
Drømmerens egne associationer til symbolet har altid (også) betydning.
Vi kan også tage korset, som de fleste har et bud på, hvad symboliserer:
Hvis der fx optræder et kors i en drøm, kan de fleste nok blive enige om, at det er et symbol. Det store spørgsmål er, hvad det er symbol på? Det kan fx være et symbol på:
- død – dvs. forvandling af noget, at give slip på noget, afslutte noget osv.
- den kristne tro, hvilket kan betyde alt muligt, fx tillid, håb, kærlighed mv.
- den kristne religion, hvilket igen kan betyde alt muligt fra tilgivelse og mildhed over korstoge til fællesskab.
Det, det kommer ned til, er drømmerens forhold til korset. Er drømmeren fx ateist – og i så tilfælde en glad ateist eller én, der længes dybt efter en tro? Eller er drømmeren kristen – og i så tilfælde én, der er opvokset i indre mission, eller for nylig er blevet døbt på en rejse i Afrika? Og hvordan har drømmeren det med sin tro p.t.? Er drømmeren i en fase, hvor troen fordybes – eller er han/hun i en proces med at gøre sig fri af barndommens religiøse forestillinger?
Kort sagt: symboler i drømme kan betyde meget forskelligt; det hele afhænger af drømmeren og dennes baggrund, dagsrester mv. Og nøglen til at afgøre, hvad symbolet betyder i netop denne drøm, har drømmeren (heldigvis) selv.